5 flotte gåture ved Frigiliana

Naturen på El’MIRADOR er bestemt et besøg værd, den er smukkere end noget andet. Vi har lavet en guide til Jer på 5. smukke ture til bens.

1. Ruiner og nøgne kroppe

Nogle kilometer uden for Frigiliana, helt ude ved kysten mellem byerne Nerja og Almuñécar, finder man en eksotisk og spektakulær vandretur på omtrent halvanden time. Det er smartest at blive kørt dertil i taxa, da ruten ikke ender samme sted.
Bed om at blive sat af på parkeringspladsen ved afkørslen til Playa del Cañuelo, og følg grusvejen herfra, til den bliver til en smal sti ned mod havet. Herfra går man langs forrevne klipper, der vælter direkte ned i vige med vand i grønne og blå nuancer. Indimellem hvirvler en brise duften fra rosmarinbuskene op i luften, og de spidse blade på de allestedsværende dværgpalmer vibrerer.
Flere steder kan man spotte ruiner af de vagttårne, som hele den andalusiske kyst er besat med. De er en del af et kæmpe varslingssystem, der kunne advare om fjendtlig indtrængen enten via spejlreflekser eller bål.
Turen har ingen hårde stigninger, men går gennem et temmelig kuperet terræn, der let kan fremtvinge svedperler i middagsvarmen. Belønningen venter dog forude, for ruten ender ved en af regionens kendte nudiststrande: Playa Cantarriján.
Her er to udmærkede restauranter/barer og mulighed for at leje liggestole. Man er velkommen både uden og med tøj på. Sørg for at lave en aftale med taxachaufføren om at blive hentet på Cantarriján.

Praktisk: Turen varer ca. to timer og indeholder ingen krævende stigninger, men dog klippefyldt terræn.

 

2. Huleboernes subtropiske dal

Krævende stigninger, bratte fald og nogle fascinerende udsigter til bjergene og kysten er noget af det, der venter på denne 14 km lange dagstur. Vandreruten fra Frigilianas midte ned til hulerne ved Nerja kræver ret god kondition. Flere gange skal man ned i floddale og op igen.
Men der er al god grund til at kaste sig ud i eventyret. Af turene omkring Frigiliana er denne klart den smukkeste – både når udsigten skal nydes højt oppe, og når det er tid til en forfriskende pause langs klukkende flodløb med rent drikkevand og grønne planter.
Naturen ændrer sig flere gange undervejs fra tør vegetation til frodig beplantning med nerier, friske urter og meterhøje dværgpalmer. Efter fire-fem timer, afhængig af tempoet, flader ruten ud ved et større picnicområde, hvor man kan nyde en medbragt madpakke.
Herfra går det plant nedad mod byen Nerja, og endnu en gang vil man opleve, at landskabet ændrer sig. Man kommer nu ned i en slugt, hvor der tidligere løb en flod. Huler graver sig ind i de porøse kalkstensvægge, og frodigt løv vælter ned over de bløde, fugtige klipper. Til sidst er man omgivet af palmer, træer og slyngplanter i noget, der mest ligner en subtropisk regnskov. Her boede der forfædre til det moderne menneske så tidligt som for 40.000 år siden, og inde i de nærtliggende Nerja-huler findes der 20.000 år gamle hulemalerier.
Grotterne er en af områdets store turistattraktioner, som man passende kan slutte af med at besøge, hvis bentøjet ellers orker mere. En velfortjent kold fadøl på den tilstødende restaurant er også en mulighed, og herfra kan man desuden ringe efter en taxa tilbage til Frigiliana.
Praktisk: Turen er på ca. 14 km og varer 6-8 timer. Der er flere krævende og lidt hårde stigninger undervejs.

 

3. Det mauriske blodbads bjerg

Lige bag Frigiliana troner flere høje toppe. Den højeste hedder El Fuerte og har nærmest mytisk karakter i området. Frigiliana var en af de sidste arabiske bastioner i Spanien, og byens mauriske befolkning søgte ly oppe på den skaldede top, da kong Ferdinand og dronning Isabellas kristne hær nærmede sig i 1492.
Her troede man sig i sikkerhed, men historien fortæller, at spanierne brugte krigslist til at overvinde araberne. Om natten bandt de lanterner på hundredvis af får, som maurerne tog for spanske soldater. De brugte hele deres arsenal af brandbomber, som de trillede ned over bjergets skrænter, men næste morgen blev de overrasket af den virkelige hær, og et stort og blodigt slag fandt sted på El Fuertes top. Stort set hele Frigilianas befolkning, også kvinder og børn, blev dræbt, og først flere år senere opstod et nyt og spansksindet bysamfund her.
Det er en voldsom historie at have i baghovedet. Ikke mindst når man tænker på, hvor strabadserende turen op til Fuertes 1.000 meter høje top har været med angst i blodet. Men turen op er også ualmindelig smuk, og udsigten varierer ustandseligt mellem kig til Middelhavet og byerne langs kysten og så den barske og øde nationalpark Sierra de Tejeda, Alhama y Almijara.

Går man fra Frigiliana først på morgenen, har man en stor del af opturen i skygge.

Der er nogle vanskelige stigninger på ruten, men generelt er turen op til El Fuerte ikke voldsomt anstrengende, medmindre det er en varm dag under den bagende sol. Duftende krydderurter, farverige blomster og den endemiske dværgpalme står overalt langs stien. På toppen af Fuerte, hvor det voldsomme slag stod, er der et lille plateau. Udsigten er selvsagt mageløs med kig til bjerglandskabet, Middelhavet, ja helt ind til Málaga. I meget klart vejr kan skarpe øjne endda ane Afrika i det fjerne.
Praktisk: Turen indeholder enkelte krævende stigninger. Sæt tre timer af til opstigningen og lidt mere end to timer ned.

 

4. Gennem den engelske have

Denne korte og overkommelige tur begynder på den centrale plads i Frigiliana. Herfra går man op gennem den gamle bydel og ind i det mauriske kvarter, som er et kludetæppe af trapper, stejle gyder, hvidkalkede mure og krukker med blomstrende planter.
Man passerer spisestedet og udsigtspladsen El Mirador og kommer herefter til en mægtig klippeblok. Den trillede ned fra bjerget under et jordskælv og skaber ind imellem bekymring, for den vil kunne ødelægge adskillige huse længere ned, hvis et nyt jordskælv skulle ramme byen.
Turen fortsætter nu op gennem en af Frigilianas største skønheder: en privat have, hvis ejer, som er en gammel britisk kvinde, har tilladt adgang for offentligheden. Hun og hendes mand kom til Frigiliana efter mange års tjeneste i Sydafrika og slog sig ned her. Med sig bragte de træer og planter fra andre verdensdele og anlagde en blomstrende engelsk have på skråningerne ned mod Frigiliana.
Bag haven går man gennem en udtørret pinjeskov, og pludselig har man kig til de dybe slugter og høje bjergtinder, der omgiver Frigiliana. Turen når sit højdepunkt nogle hundrede meter længere oppe, hvor man kan nyde synet af det dramatiske bjerg El Fuerte – og det smaragdgrønne vand i byens reservoir nedenfor.
Praktisk: Turen fra Frigilianas midte og ned igen er på ganske få kilometer og tager ca. en time.

 

5. El Acebuchal

 

Acebuchal – den forladte by ved Frigiliana

Acebuchal er en lillebitte landsby, der ligger lidt nordvest for Frigiliana ved Nerja, øst for Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama. Acebuchal blev forladt engang i 1940erne på trods Málaga. Landsbyen ligger halvvejs nede i en slugt, godt beskyttet af de omkringliggende bjerge, som i dag er en del af naturparken af, at landsbyens ca. 150 beboere fint kunne få deres udkomme af den omkringliggende jord samt kalkbrænding i slugten. Det var altså ikke af økonomiske grunde, at byen blev forladt.

Men hvorfor så? Det kan du læse her, samt få inspiration til 2 helt fantastiske vandreture i den smukke natur omkring landsbyen. Og så skal vi huske at anbefale den helt supergode restaurant, der i dag ligger i Acebuchal. Landsbyen er nu om dage heldigvis slet ikke forladt længere, men tiltrækker et pænt antal besøgende hver dag.
For at komme til Acebuchal skal man køre rundt om Frigiliana på vejen, der går neden om byen. Man fortsætter derefter opad, indtil man ser et skilt på højre hånd hvor der stå El Acebuchal. Her drejer man. Der er også en Gran Senda de Málaga markering her, for den sti (GR 249) går ned igennem Acebuchal på sin vej mod Cómpeta. Man fortsætter op ad en cementvej indtil den flader ud og går lige ud et stykke. Ved nogle store el master går en vej af til højre, og her drejer man ind. Et skilt “siger” Acebuchal 1,7 km. Man fortsætter nu blot hen ad grusvejen, og når et skilt viser af til venstre kører man ned og er nu i landsbyen.

 

Acebuchal blev grundlagt engang i 1700 tallet, og den var dengang et “stop på vejen” mellem Granada og Nerja. I dag kan det være svært at forestille sig, hvor vanskeligt det var at transportere folk og varer igennem de meget uvejsomme bjerge, der ligger her nord for Nerja. Bjergkæden Sierra de Almijara går parallelt med kysten og er med sine op til 1800 m. en gevaldig barriere for samfærdsel mellem kystområdet og Granada med de frugtbare sletter.

Men der var en mulddyrsti, der bugtede sig vej tværs over bjergkæden. Den hed El Camino Real – den kongelige vej. Denne vej gik igennem Acebuchal, som derfor nød godt af besøg af de mulddyrdrivere, der transporterede varer fra kysten til Granada og omvendt. Denne Camino Real gik op gennem flodsengen Arroyo de Acebuchal, forbi Venta de Cebolleros, op til Collado Blanquillo, op ad Cuesta de las Angústias, forbi Venta de Panaderos og op til Puerto de Frigiliana. Herfra gik den ned imod Jayena for at slynge sig videre imod Granada. Lidt af en rejse.
Årsagen til, at Acebuchal blev forladt, skal findes i den spanske borgerkrig. Frigiliana var “rød”, altså republikansk, i borgerkrigens start, men Francos tropper fik indtaget byen i 1937 og gik hårdt frem imod enhver, der blev mistænkt for at være på republikkens side. Hovederne rullede og et sandt terrorregime blev gennemført. Derfor så mange sig nødsaget til at flygte op i de uvejsomme bjerge, hvor de mere eller mindre kunne vide sig i sikkerhed. Men de skulle jo have forsyninger for ikke at dø af sult, og den nærmeste landsby, hvor de kunne proviantere, var Acebuchal.

De fleste holdt nemlig til i en hule oppe på bjerget El Cisne, beliggende ca. 8 km. fra Acebuchal ad en meget stejl og vanskelig sti. Beboerne i Acebuchal blev derfor hele tiden “besøgt” af disse “Maquis” eller “gente de la sierra” (folk fra bjergene) som de blev kaldt. Da de ikke havde penge til at betale varerne med, blev det med tiden for meget for beboerne i Acebuchal, som desuden var udsat for “kontrolbesøg” fra Guardia Civil, som havde dem under mistanke for at hjælpe “de røde”. Som en lus mellem to negle sad Acebuchal midt i den guerrilla krig, der konstant udspandt dig. I løbet af 40erne forlod landsbybeboerne stedet og bosatte sig enten i Frigiliana eller Cómpeta, og i 1948 fik de sidste beboere påbud om at forlade landsbyen, som derefter stod helt tom. Acebuchal blev til en spøgelsesby og stod i 3 årtier og faldt mere og mere sammen indtil der i 1998 skete noget.

Mange af de børn, der var vokset op i Acebuchal, bar stadig landsbyen i deres hjerter, og der opstod et ønske om at genopbygge stedet. Blandt dem var kvinden Virtudes, der havde besøgt Acebuchal sammen med sin far, da hun var lille. Lige siden da havde hun haft en drøm om at genopbygge landsbyen. Hun fik overtalt sin mand Antonio om, at projektet var en god idé, og de begyndte at opkøbe de forladte huse og at bygge dem op. Resultatet er intet mindre end fantastisk, idet landsbyen i dag fremstår i sin oprindelige stil, men renoveret, shinet op og meget attraktiv.

Der er kælet for detaljerne i hvert eneste hus, og byen har nu også en fin græsomkrandset pøl. Husene kan lejes, og man kan oven i købet få helpension, idet Antonio og hans sønner også driver en restaurant i byen. Denne restaurant er blevet lidt af et hit, idet folk valfarter dertil hver dag, dels for at bese den smukt restaurerede landsby, og dels for at nyde den fantastiske mad, der serveres. Det hele er nemlig hjemmelavet, lige fra brødet til alle retterne til kagerne og isen. Lækkert, rustikt og ægte. Det kan være en god idé at bestille bord på 650 956 033. Restauranten tager ikke kreditkort, for der er ikke kontakt til telefonnettet, så husk kontanter.

Da Acebuchal ligger omgivet af fantastisk, uberørt natur, er det ikke svært at anbefale vandreture i omegnen, og her kommer to:
Tur 1:
Vores første vandretur er på ca. 9 km. med “kun” 220 højdemeter, så det er en superfin tur. Vi parkerer lige efter at vi er drejet af mod højre ved masterne, lige overfor “1,7 km. til Acebuchal” skiltet. Her er der en lille vigeplads, hvor man fint kan holde. Turen er en rundtur og vi kommer igennem Acebuchal hen imod slutningen. Vi går hen ad grusvejen “indad” imod de flotte bjerge. Der, hvor en vej til venstre fører nedad imod Acebuchal, fortsætter vi blot lige ud og bliver på denne fine vej, som slynger sig langs med kanten af bjerget nærmest helt uden højdemeter.

Når vi har gået nøjagtigt 5,2 km. på denne vej kommer vi til et sted, hvor vi møder et GR 249 (Gran Senda de Málaga) skilt. Her drejer vi af til venstre og nu går det nedad. Stien er fint markeret og efter ganske kort tid står vi nede i bunden af den seng, som Arroyo (bæk) de Acebuchal løber i, når det ellers regner. Vi går nu på sand / grus på en rigtig “rambla” (som betyder sand på arabisk), indtil vi når frem til landsbyen. Stien er omkranset af nerier og er en sand fryd at vandre på.

På et tidspunkt passerer vi en kalkbrænderovn på venstre hånd, men inden længe har vi Acebuchal lige ud for næsen. Hvis man ikke har madpakke med, kan man passende spise i restauranten, og hvis man har madpakke med, bør man i det mindste spise restaurantens fine, hjemmelavede is til dessert. Derefter vandrer man blot ad kørevejen ud og op fra Acebuchal, indtil man genser sin bil. En skøn, nem og smuk vandretur.

Tur 2:
Den anden vandretur er lidt kortere og mere naturmæssigt varieret. Ja, faktisk opdagede vi den ved en tilfældighed, og jeg kan ikke få armene ned over denne helt skønne tur på 7 km., som er en rundtur med ca. 340 højdemeter. Turen starter nede i Acebuchal, og man kan passende parkere lige der, hvor flodsengen kommer ud på højre hånd. Man vandrer nu op ad flodsengen, som er dejlig skyggefuld og fyldt med blomster.

På dette stykke følger vi Gran Senda de Málaga (GR 249) og vi ser nogle af afmærkningerne. Efter ca. 1 km. begynder stien at kravle opad, idet den gå op for at mødes med grusvejen, som vores første vandretur gik ad. Så snart vi kommer op på grusvejen, drejer vi til venstre, og nu går det lystigt nedad et par 100 m. Snart passerer vi en lille slugt, hvor vejen er totalt skyllet væk. Man plejer at kunne køre forbi her i en 4X4, men nu er det helt umuligt for andre end fodfolket at passere. Lige her, hvor vejen er væk, ligger ruinen af Venta Cebolleros, en tidligere kro / overnatningssted for muldyrdrivere.
Ved ventaen tager vi vejen, der går opad på venstre hånd og denne vej fører op til passet Puerto Paez Blanca, som ligger i 750 moh. Når vi har kæmpet os op til passet stopper vi op og beundrer det helt enestående landskab. Ovre mod øst kan vi se bjerget El Cisne (svanen – bjergets form kan med lidt god vilje godt ligne krumningen på en svanehals), på hvis top og sider “de røde” skjulte sig under og efter borgerkrigen. Man kan godt vandre derop ad en svær sti, men det må blive en anden god gang.
I dag drejer vi til venstre ad en fin sti og det skal lige nævnes, at hvis man fortsætter lige ud ad grusvejen efter Puerto Paez Blanca kommer man efter lidt af en ørkenvandring til Cómpeta.

Læg mærke til, at der her, hvor vi drejer til venstre, står en afmærkningspæl med et hvidt og rødt kryds, der antyder, at GR 249 (Gran Senda de Málaga) ikke går den vej. Men det er altså den vej, vi skal, men vi må stoppe op af og til for at beundre den helt fabelagtige udsigt. Inden længe snævrer vejen ind til en sti. Den begynder nu at stige opad imod et lille pas på venstre hånd. Så snart vi kommer op til passet får vi landskabet mod øst at se, så nu har vi udsyn hele vejen rundt.

Stien fortsætter nu i sydlig retning, og det er lige sådan en sti, som jeg er helt vild med. Den går midt på en bjergside, og er blevet anlagt engang, for det er tydeligt, at det er en fin anlagt sti og ikke blot en dyreveksel. Stien er markeret med blå pletter og varder, og hvis jeg skal give stier stjerner, får denne 5 af slagsen. Let at gå ad, begrænsede stigninger, velafmærket og med fantastisk udsigt.

På et tidspunkt kommer stien op på en lille ryg, hvor der står et ensomt kæmpestort fyrretræ. Den går nu lige ud for en stund for derefter blot at gå ned til venstre igen. Blot følg stien og de blå mærker. Lidt efter at stien er begyndt at gå nedad i sydøstlig retning, kommer man til en gaffel, hvor der ingen markeringer er. Her skal man tage stien til venstre, som nu går ret stejlt ned ca. 100 m. Husk derfor stave. Inden længe står man i en lille flodseng (bæk), som udmunder lige der, hvor ermitaen i Acebuchal ligger. Hurra for en fed rundtur på 7 km. Nu er det så bare om at dreje til venstre for at komme hen til restauranten, hvor man kan få læsket ganen.

 

Leave a Comment